theater spot light with smoke against grunge wall

Kongehuset og Kongelig Mayestaits Acteurs i dag

Kongehuset har altid taget levende del i foreningens revyer og alle er medlemmer af foreningen.

I 1960 overværede Tronfølgeren Prinsesse Margrethe årets studenterrevy: Blaatand melder Storm – eller Vikingernes Lady Færd. Tronfølgeren var netop blevet student og blev ved det efterfølgende Nachspiel i Kongelig Mayestaits Acteurs optaget som Overordentligt Medlem Kategori Litra A.

I 2010 fejrede Dronningen og Kongelig Mayestaits Acteurs 50-års jubilæet i forbindelse med en Gallaforestilling.

I 1974 blev Prins Henrik blev optaget ved et Nachspiel i Alexandersalen på Bispetorvet. Han blev optaget som Overordentlig Medlem Kategori Romer I. Det gives til en, der som publikum overværer en Studenterrevy, hvor vedkommende bliver gjort til bedste, men som ikke har forladt salen og forestillingen i den anledning!
Prins Henrik blev det år parodieret som Prins Michelin
(hans dæknavn….!) – og blev! Også til Nachspielet.

Året efter ved Nachspielet kvitterede Prins Henrik ved klaveret sammen med Klaus Gjede på klarinet at spille en polka.

I 1977 optrådte Dronningen med sangen Flade Jensen fra Fladen Strand. Baggrunden var, at Dronningen havde ladet Erik Ryge, en af Kongelig Mayestaits Acteurs ankermænd, vide, at hun overvejede at give et nummer, hvis han ville være så venlig at indøve det sammen med hende uden Prinsens vidende. Erik Ryge blev smuglet ind på Amalienborg, og resultatet blev en formidabel succes.

 

James og Adam Price stod bag revyen i 1990 Han ska’ leve, som hele kongefamilien overværede ved galla­forestillingen. Peter Oliver Hansen optrådte blandt andet som indisk guru. Han forsøgte på scenen ihærdigt at omvende Kronprinsen og Prins Joachim, men de forsvarede sig ihærdigt overfor Folkekirken og ”Noblesse Oblige”.
Senere samme aften blev begge prinser optaget som fuldgyldige medlemmer.

I 1997 blev daværende prinsesse Alexandra fuldgyldigt medlem ved scenedebut i åbningen af 2. akt i revyen Kærlighed ved Næste Blik, med sætningen: Det er Alex!

Kronprinsesse Mary blev optaget efter sin medvirken i revyen Mig Først i 2008 i en lille scene, hvor hun som engel i ramme kommenterer en sms-afstemning om den tiltagende holdningsløshed, hvor ingen tør mene noget, før de ved, hvad andre mener.

Som det seneste medlem af kongehuset blev Prinsesse Marie i 2013 også fuldgyldigt medlem af Kongelig Mayestaits Acteurs med ret til at bære foreningens ordensbånd i rødt og gult ved at medvirke som læge i en skadestuesketch i revyen Zombie paa Sengekanten med sætningen: Nå, har I fået ryddet ud?

theater-432045_1920

Modtag påmindelse på mail

Mød os på de sociale medier